Fantastisk gode kanelsnurre, hvis man har god tid. Det tager ca 4 timer at bage disse kanelsnurrer, men resultatet… det er de bedste kanelsnegle jeg kender, men deres fætter med båbærsirup og også utroligt gode,
Jeg bager sjældent kager, men skal jeg bage noget sødt er det ofte gærdej og for det meste kanelsnegle i en eller anden form, som kanelsnurrer.
Opskriften kommer fra Meyer og er både på deres webside og i Meyers bagebog. Jeg tror faktisk også man kan komme på kursus af og til for at lære at bage dem. Hvis man bor i københavnsområdet, kan man købe dem i Meyers bagerier og jeg mener de koster 25,- pr stk. Jeg købte en gang en, men blev skuffet for den var efter min smag bagt for længe og var for mørk, så nu spiser jeg kun mine egne.
Oprindelig kommer opskriften fra Norge og jeg har kigget på norske hjemmesider for at blive inspireret. Jeg fandt en opskrift, som jeg har prøvet her. I den norske version, er der kun den halve mængde gær og små 200 g mere mel, ligesom den skal æltes i kortere tid og hæves i kortere tid.
Den opskrift jeg bruger i dag er fra Meyer og tager ca 5 timer alt i alt fra man starter til man er færdig. Den norske jeg linker til tager omkring 3 timer og alene derfor giver det mening at prøve den norske opskrift for at se og ikke mindst smage om de ekstra 2 timer giver mere smag.
Opskriften til 16 snegle
Dejen
- 5 dl kold mælk – bemærk den skal være kold
- 50 g gær
- 1 stort æg
- 1 kg hvedemel
- 150 g sukker
- 15 g havsalt
- 12 g stødt kardemomme
- 150 g blødt smør – skal i dejen senere end de andre ting
Remonce
- 125 g blødt smør
- 125 g sukker
- 2 spks stødt kanel
Opskriften er ganske nem, for når mælk og gær er blandet, så hælder man bare alle de andre ting ned i skålen og sætter æltningen i gang.
- Ælt dejen i 7-8 min
- Tilsæt smørret – det skal være blødt og f.eks. i små firkanter
- Ælt dejen i 7-8 min mere
Dejen skal æltes rigtig længe som angivet ovenfor. Den virker en smule tør i de første 7-8 min, men når smørret kommer i, bliver den mere glat og elastisk. Smørret skal helst i lidt ad gangen, da dejen er lidt tid om at optage det.
Hvis man som jeg bruger en Kitchenaid røremaskine, så kan det anbefales kun at lave 70-80% af portionen som angivet herover. Når man bruger ovenstående opskrift, vil dejen efterhånden samle sig om krogen, komme op over krogen og begynde at fylde hele røremaskinehuset med dej. Jeg bager med 80% af opskriften og må af og til stoppe maskinen for at trykke dejen ned under krogen.
Når dejen er æltet færdig, er den glat og smidig.
Når man har æltet den, skal dejen hvile med et fugtigt viskestykke over, eller i en bøtte med låg. Den skal stå lunt, som på køkkenbordet i 1,5 time. Jeg lader normalt bare dejen stå i skålen fra røremaskinen.
- Efter 1,5 times hævning, skal dejen ud på et meldrysset bord og rulles ud til et rektangel på 40 x 50 cm.
- Fordel smørret ud på hele dejen
Jeg bruger normalt en kagespade til dette. Den er af metal, så jeg sætter den øverste side under den varme hane, så bliver metallet varmt og jeg bruger så den til at smøre smørret ud med. Pga den varme spade går det faktisk ganske nemt. Man kan nemt mærke når kagespaden er blevet for kold, men så ryger den bare ind under den varme hane igen. Jeg tænker også, at man kunne smelte smører og bruge en pensel, på sammen måde som da jeg bagte Cinnamon rolls.
- Fordel sukker og kanel ud på hele dejpladen.
Jeg drysser det ud og bruger så hænderne til at trykke det fast, så det ikke ryger af når dejen skal sno’s
- Fold en 1/3 af dejen ind mod midten fra den ene side og fold den anden 1/3 ind over den første, så dejen nu ligger i 3 lag.
- Rul den ud så den er 30 cm bred og 50-60 cm lang.
- Skær dejen ud i 16 strimler
- Tag hver strimmel og sno den rundt en 4-5 gange
- Sno den snoede strimmel rundt om et par af dine fingre
- Slut med at snippen kommer ind i sneglen nedenfra, så den hæftes inde i sneglen
- Sæt sneglene på nogle bageplader med bagepapir og lad dem hæve i 2 timer på køkkenbordet
- Pensl sneglene med æg og drys dem med perlesukker, eller alm sukker
- Bag sneglene i ovnen på 200 grader i 12-14 min
- Lad snegle køle af på en rist
Lidt kommentarer til denne sidste del. Hvis man ikke har fået trykket kanel og sukker godt fast i smørret, vil en del af det ryge af når man løfte en strimmel op. En strimmel bør bestå af 3 lag dej og først, så snor man den 4-5 gange, det er ikke så kompliceret. Herefter tager man og snor strimlen rundt om 2-3 fingre. Pege og langefinger bør indgå, men prøv dig frem om der skal flere fingre i brug. Strimlerne bør være omkring 30 cm lange når man starter og alt efter størrelse på snegle, kan man have fingrene mere eller mindre spredt. Når man er ved at have rullet alt dejen op, skal snippen ind i midten af sneglen nedefra. Jeg holder den typisk med den ene finger mens jeg tager de andre fingre ud af sneglen og lægger så sneglen på bagepapiret som jeg har holdt den.
Sneglene hæver op, så sæt dem ikke alt for tæt på bagepladen. Man kan godt bage dem uden at pensle med æg, men det giver en mere skindende overflade på det færdige resultat, ligesom sukkeret er meget lidt for at sætte sig fast hvis man ikke bruger æg og når de er bagt, så falder stort set alt sukkeret af igen.
Lidt sammenligning med den norske opskrift
Opskriften
- Der er kun halv gær
- Der er 25 g mindre smør i remoncen
- Hun bruger brunt sukker til remoncen – gad vide om det er hvad vi kalder brun farin?
Fremgangsmåden
Meyers kort:
- Ælt i 15 min
- Hæv i 1,5 time
- Lave sneglene ca 30 min
- Hæv i 2 timer
- Bag i 12-14
Ca 5 timer inkl at finde tingene først. Man har masser af tid til at gøre rent mens det hæver, så det tæller ikke med.
Den norske kort
- Ælt i 15-25 min
- Hæv 1 time
- Lave sneglene ca 30 min
- Hæv 30-60 min
- Bag i 10-12 min
Ca 3 timer inkl at finde tingene først. Man har masser af tid til at gøre rent mens det hæver, så det tæller ikke med.
Konklusionen må være, at med mindre gær og kortere ælte og hæve tid, får man snurrer som har mindre smag og måske også mindre elastisk konsistens. I praksis smager de norske udmærket, så har man mindre tid, så brug den version.
Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, så skriv dem herunder eller på in facebookside.