Grove skovtursboller

Disse boller kan bruges til mange ting, men skovtursboller egner de sig ganske fint til med et skive ost eller spegepølse. Grove skovtursboller er nogle luftige boller med en god sejhed og sødme fra tranebær.

Grove skovtursboller
Grove skovtursboller

Grove skovtursboller er grove pga indhold af rugmel og som man kan se på billederne, så er de mørke. Mørkt brød er vi opdraget til at synes er mere sundt, men her har jeg snydt lidt på vægten og brugt lidt maltmel til at give den mørke farve. Maltmel giver også lidt sødlig smag.
Rugmelet der er brugt er sigtet. Dette er i forhold til at en del rugmel er fuldkorns rugmel. Fuldkorns rugmel er mere sundt, da det indeholder alle skaldele, men til dette brød er det den sigtede udgave. Man kan købe begge varianter og hvis du kun ligger inden med fuldkorns versionen, kan du selv sigte det for at få skaldelene frasorteret.
Der bliver 18-20 boller ud af denne opskrift og de er lavet på en røremaskine. Jeg valgte også at lave et brød ud af noget af dejen, så jeg fik 13 boller ud af denne opskrift.

Dej
• 750 g vand – 7,5 dl – lunkent
• 20 g gær
• 200 g sigtet rugmel
• 500 g hvedemel
• 300 g manitobamel
• 40 g maltmel
• 20 g salt
• 100 g tørrede tranebær

Fremgangsmåde
1. Bland vand og gær og hæld det i skålen til røremaskinen
2. Tilsæt mel, salt og maltmel
3. Rør det sammen i 4 min ved lav hastighed
4. Tilsæt tranebær lidt efter lidt, så de bliver æltet ind i dejen
5. Ælt i 4-5 minutter ved mellem hastighed til dejen slipper siderne og er nogenlunde glat
6. Sæt dejen til hævning i 1,5 timer
7. Alt efter størrelsen af røreskålen, skal dejen evt over i en større skål/bøtte, så den har plads til at hæve

I mit tilfælde var bøtten for lille. Dej har tendens til at hæve så længe der er støtte omkring den og selvfølgelig så længe der er energi i dejen til at hæve. Min bøtte var for lille, så den hævede op med top, hvilket var noget rod, da jeg ikke havde smurt låget, så det klistrede noget.

Grove skovtursboller
Når bøtten er for lille til hævningen

8. Hæld dejen ud på et meldrysset borg og glat den ud til en form for firkant
9. Hold overfladen fri for mel og fold dejen ind over sig selv
10. Børst mel væk og fold den igen på den anden led
11. Hvis muligt, så fold dejen nogle flere gange ind over sig selv, men husk at børste mel væk
12. Form dejen til boller – Men læs lige med herunder inden at bollerne sættes til hævning
13. Lad det hæve 2 time yderligere med et klæde over

Foldning af dejen er for at stramme den op og give den mulighed for at hæve yderligere op når bollerne er formet.
Når man er klar til at lave bollerne er der nogle veje at gå. I mit tilfælde delte jeg dejen i nogle relativt tykke skiver, for at få nogle lidt fladere, men rimelig firkantede boller. Jeg gjorde ikke yderligere ved dejen udover at veje den og sikre, at de alle vejer mellem 100-110 g, samt at presse dem lidt så de blev nogenlunde firkantet. Mit brød vejer 500g.

Grove skovtursboller
Dejen er foldet og skåret i skiver, klar til at blive til boller

En anden vej at gå er at dels lave dem runde, men også at stramme dejen yderligere op. Jeg gjorde dette med en enkelt bolle, som bestod af små dejstykker jeg havde skåret af de andre boller for at få dem firkantet. Runde boller som er strammet op, bliver højere end de flade, men da dette er skovtursboller, valgte jeg dem flade og firkantet fremfor høje og runde.

Grove skovtursboller
Grove skovtursboller klar til hævning

14. Tænd ovnen på 230 grader
15. Drys bollerne med mel, eller sprøjt dem med vand
16. Bag dem i 14 min – hvis det er brød, så sigt efter 30 min
17. Køl dem af på en rist

Du kan også følge weekendbageren på facebook.

Grove skovtursboller
Lige ud af ovnen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.