Fougasse

Dette er den franske udgave af den italienske focaccia. Den primære forskel er at olien kommer ind i dejen og så er fougasse nok typisk noget mindre end focaccia.

Fougasse
Fougasse

Jeg har også valgt at lave dem delvist indbagt, man skal jo prøve noget nyt af og til og så har jeg æltet dejen i hånden, direkte på køkkenbordet. Inspirationen kommer fra et kursus jeg deltog i, i Paris hvor vi bagte baguette og fougasse på traditionel fransk manér. Vores fougasse fik forskellige toppings, som bacon, løg, oliven osv. Til denne opskrift har jeg brugt hvad jeg lige havde ved hånden, så det blev tomater, skalotteløg, kylling, ost og lidt krydderurter. Dernede lavede vi også dejen direkte på bordet.

Dette er skrevet i august 2015 og på en solrig dag rykkede jeg ud i mit udekøkken hvor jeg har lavet dejen på en ekstra køkkenbordsplade jeg har.

Lad det være sagt med det samme, det er meget nemmere at bruge sin røremaskine.

Der bliver 4 fougasse ud af denne opskrift.

Opskrift

  • 300 g lunkent vand
  • 20 g gær
  • 30 g olie og lidt til pensling
  • 500 g hvedemel
  • 10 g salt

Fyld

  • 4 små tomater – San Marzano
  • 2 små skalotteløg
  • Lidt kylling – en rest
  • Lidt ost
  • Lidt krydderurter fra haven

Fremgangsmåde

Her kommer metoden når dejen er rørt på køkkenbordet. Jeg skriver om en røremaskine bagefter. Hav en spartel i den ene hånd og hold hånden ren. Denne bruges til at folde dejen undervejs. Brug den anden hånd til at blande mel og vand med.

  1. Vej mel og salt af og hæld det ud på køkkenbordet i en bunke
  2. Brug bunden af skålen til at lave en fordybning i melet
  3. Tilsæt noget af vandet og smulder gæren ud i vandet (man kan også blande det på forhånd)
  4. Ganske forsigtigt bland mel og vand – pas på ikke vandet løber ud
  5. Tilsæt vandet lidt efter lidt og rør rundt med den ene hånd til alt vandet er opløst i melet
  6. Tilsæt olien
  7. Bland langsomt olien ind i melet

Det er rigtig nemt at få lavet hul i melet, så vandet løber ud, men er man lidt tålmodig, så går det nemt.

Fougasse
Melet klar til vand og gær
Fougasse
Her er lidt for meget vand…
Fougasse
Vand og mel blandet, nu skal olien i og dejen er klar til æltning
  1. Når man har en nogenlunde sammenhængende masse, skal der æltes
  2. Brug den ene hånd til at skubbe dejen fremad, væk fra dig selv
  3. Brug spartlen til at skubbe ind under dejen og fold den tilbage mod dig selv
  4. Gentag dette i ca 10 min
  5. Dejen vil langsomt samle sig og af og til kan du bruge spartlen til at skabe en samlet masse, da den eller bliver spredt ud over hele bordet
  6. Efterhånden som dejen samler sig, bliver den mindre klistret og mere elastisk. I begyndelsen falder den stort set fra hinanden når du skubber den fremad
Fougasse
Dejen er blevet skubbet ud og skal nu foldes ind over sig selv
Fougasse
Foldet ind over sig selv efter at have været skubbet ud
Fougasse
Dejen klar til første hævning

Det store spørgsmål er hvornår er dejen klar og skal der ikke mere mel i, når den er så klistret. Dejen er klar når den kun klistrer en smule og nej, der skal ikke mere mel i. Det burde være umuligt at overælte en dej med hånden, men det tager mindst 10 min at nå til et resultat hvor dejen er klar.

Hvis man bruger sin røremaskine, så bland de våde ingredienser og tilsæt så mel og salt. Rør det sammen nogle minutter på lav hastighed og øg så hastigheden. Når dejen slipper siderne og kun er en smule klistret er den klar.

  1. Hæld en smule olie i en skål, eller en bøtte
  2. Kom dejen i og luk den tæt til med et låg eller film
  3. Dejen skal nu hæve i 2 timer på køkkenbordet

Et alternativ til køkkenbordet er at sætte skålen ind i ovnen. Min ovn kan gå ned til 50 grader og det er for varmt. Tænder jeg for lampen derinde, så bliver min ovn 33-34 grader og det er en fin hæve temperatur, så brødene i denne opskrift er hævet i ovnen.

  1. Når dejen er hævet i to timer hældes den ud på et let meldrysset bord
  2. Del dejen i 4 og lav et brød ad gangen
  3. Start med at stramme dejen op, f.eks. ved at folde den nogle gange ind over sig selv
  4. Hæld en smule mel på bordet og læg bollen på bordet og tryk den flad
  5. Vend den om og forsigtigt skabes en aflang flad bolle
  6. Om lidt skal der topping på og den ene halvdel skal foldes ind over den anden, så vurder selv hvor lang din bolle skal være
  7. På den øverste halvdel, skær 2-3 ridser med en kniv eller en pizzaskærer
  8. På den nederste halvdel lægges hvad der nu skal i din fougasse
  9. Fold den øverste halvdel ind over den nederste
  10. Luk siderne
Fougasse
Så skal toppen skæres og den skal foldes
Fougasse
Klar til anden hævning

 

  1. Sæt dem til hævning med et fugtigt klæde i 1 time
  2. Varm ovnen op til 245 grader og sæt et lille ildfast fad ind i ovnen
  3. Sæt dine fougasse i ovnen og bag dem i 4 min på 245 grader og yderligere 14 minutter på 220 grader, så de får 18 minutter i alt
  4. Når de sættes ind, hælder du 0,5 dl vand ind i bradepanden og lukker døren
  5. Når de er bagt tages de ud og sættes til afkøling på en rist
  6. Mens de stadig er helt varme, pensles de med olivenolie

Man kan bruge mange ting som fyld til disse, det er kun humør og smag der sætter grænsen og så kan man få forskellige slags fougasse ud af det og et fint mellemmåltid, eller måske frokost.

Du kan også følge med på min facebook side, skrive kommentarer eller spørgsmål til opskrifterne på denne side. Jeg bager af og til uden at lægge på bloggen, eller fortæller andre ting om bagning og det ryger så på facebook.

Fougasse
Fougasse

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.