Fuldkornhveder

Hveder er sådan en god bolle at de sagtens kan spises hele året og hvis man skal spise dem hele året kan det være en god ide at blande lidt fuldkornsmel i dejen, så de ikke er alt for usunde. Det er dog en sandhed med modifikationer, da der både er mælk og smør i en hvededej, men hvis man fjerner det, så er der ikke meget hvede over dem længere. Denne opskrift er uden fordej. Fordej giver et godt resultat og opskriften findes her på bloggen.

 

Fuldkornshveder
De færdige fuldkornshveder

Der bliver 16-20 hveder ud af denne portion og den kan laves både på røremaskine og i hånden.

Dej:

  • 2½ dl lunkent vand
  • 2½ dl lunken mælk
  • 20 g gær
  • 2 æg
  • 15 g havsalt
  • 50 g rørsukker
  • 10 g kardemomme
  • 450 g fuldkornshvedemel
  • 650 g hvedemel
  • 50 g blødt smør – tilsættes ikke med det samme

Fremgangsmåde:

  1. Rør gæren ud i vandet og tilsæt mælken
  2. Tilsæt æg
  3. Tilsæt mel
  4. Tilsæt salt, sukker og kardemomme
  5. Rør det langsomt sammen i 1 min
  6. Rør det på mellem hastighed i 4 min
  7. Tilsæt smørret – som er skåret ud i tern
  8. Rør det i 6 minutter
  9. Lad dejen hæve i 1 time på et lunt sted med et fugtigt klæde over

Når dejen er hævet op, skal hvederne laves. Som sådan er det bare boller der sættes i et fad, så de hæver sammen og derefter bages sammen. Jeg har prøvet en del forskellige fade og ser ikke den store forskel. Jeg kommer normalt bagepapir ned i fadet, så bollerne kan løftes nemt ud igen, fremfor at smøre siderne af fadet. En anden fordel er, at hvis ikke bollerne er færdige når tiden er gået, så kan man nemt løfte dem ud af fadet og over i ovnen og f.eks. give dem 5 min mere. Jeg skriver dette, da fade er forskellige og ovne er forskellige og derfor vil tiden for bagning kun være vejledende og den mest sikre måde er, at bage hvederne i 18 minutter, tage dem ud og sætte et stegetermometer i for at måle temperaturen. Den skal være 98-99 grader før de er færdige.

Når dejen er hævet første gang,

  1. Hæld dejen ud på et meldrysset bord
  2. Fold dejen ind over sig selv nogle gange og børst melet væk fra de overflader der foldes mod hinanden
  3. Skær dejen ud til boller og rul dem, eller stram dem op inden at de sættes i et fad på bagepapir
  4. Sæt bollerne med lidt luft til de andre
  5. Dæk fadet til og lad bollerne hæve til de er hævet sammen og gerne en del opad også. Det tager 1-2 timer
  6. Tænd ovnen på 220 grader
  7. Bag hvederne i 18 min
  8. Tag dem ud og køl dem af på en rist

Hvis hvederne bliver for mørke på toppen, så drys dem med lidt mel inden de kommer ind i ovnen. Hvis ikke du synes de er mørke nok, så spray dem med vand inden de kommer ind i ovnen.

Hvis du har andre varianten af hveder, så skriv til mig på min facebookside, eller bare følg med i hvad der ellers bages.

Fuldkornshveder
Der blev bagt en stor portion i år

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.