Grydebrød på spelt

Et nemt brød, koldhævet og bagt i en støbejernsgryde. God smag, god krumme og med en opskrift der nemt kan varieres alt efter hvad man har i huset og har lyst til. Kan også være god med en gang kerner.

 

Grydebrød på spelt
Grydebrød på spelt

Dette brød er lavet samtidig med at jeg testede to melblandinger for at have et reference brød bagt ”fra bunden” Du kan se indlægget om melblandingerne her.

Man kan bage ét stort eller to små brød ud af denne opskrift alt efter hvad størrelsen er på ens støbejernsgryde og har man flere er der heldigvis frit valg. Det laves nemmest på en røremaskine, men kan sagtens laves i hånden også. Dejen er lidt lind i det, men det er fint når den skal i gryden.

Dejen er koldhævet, men vil man ikke det, så brug dobbelt gær og hæv det i 3 timer på køkkenbordet.

Dejen

  • 700 g koldt vand – 7 dl
  • 10 g gær
  • 500 g spelt mel
  • 200 groft ølandshvede
  • 100 g ølandshvede
  • 100 manitoba mel
  • 18 g salt

Der er en del forskellige meltyper i dette brød og har man ikke det hele, kan manitobaen og det alm ølandshvede skiftes ud med hvedemel og det grove ølandshvede skiftes ud med groft hvedemel, eller grahams mel. Manitoba kan bl.a. købes i Kvickly og Irma og ses også i andre butikker af og til. Ølandshvede kan vist snart købes de fleste steder.

Fremgangsmåde

  • Bland det kolde vand med gæren
  • Tilsæt melet og salt
  • Rør det sammen et min på lav hastighed
  • Rør det i 3 min på mellem hastighed
  • Rør det i 4 min på fuld hastighed.

Dejen skal gerne samle sig og slippe siderne når den er blevet æltet et stykke tid. Der er en god del væske i dejen i forhold til melet, så den skal røres et stykke tid før den begynder at samle sig. Den ender op med at være glat og smidig.

  • Smør en bøtte eller skål med olie og kom dejen deri. Sæt låg på eller tildæk skålen
  • Sæt den i køleskabet natten over
  • Næste dag tages den ud og stå en halv til en hel time på køkkenbordet
  • Mens varmes ovnen op til 250 grader og der skal en støbejernsgryde ind fra starten
  • Tag gryden ud og pas på, for den er rigtig varm
  • Hæld dejen over i gryden og skær nogle ridser i toppen
  • Sæt gryden ind i ovnen med låg på og bag det i 20 min på 250 grader
  • Tag låget af og sænk temperaturen til 220 grader. Bag i yderligere 30 min

Brødet er måske færdigt nu, måske var det færdigt for 5 min siden og måske skal det have 10 min mere. Ovne og gryder er forskellige, så fremfor at stole på en fast tid, så brug et stegetermometer på dette tidspunkt for at måle hvad temperaturen er inde i midten af brødet. Når det er 98-99 grader er det færdigt. Alt efter hvor meget groft mel der er i dejen, er 98 et bedre bud end 99 grader.

Hvis du synes at det er ved at blive for mørkt på toppen, så tag det ud af gryden og læg det ind i ovnen med bunden opad.

  • Køl brødet af på en rist.

Skriv gerne dine erfaringer med dette brød på min facebook side.

IMG_9506

Resten af dette er den samme tekst som jeg skrev da jeg lavede melblandinger, for her sammenlignede jeg de to melblandinger med dette brød:

Når man laver den slags sammenligninger kan man sagtens på forhånd mene at det helt hjemmebagte brød naturligvis er bedst, for det er jo melblandinger. Jeg fik mulighed for at købe et restlager af mel fra en gårdbutik (fra Mejnerts mølle) og her fik jeg også nogle poser med melblandinger med. Da dette er en relativ dyr melblanding ville jeg ikke sammenligne med en af de helt billige og købte derfor Änglemark blandingen som dog er noget billigere. Mit reference brød er også lavet på god kvalitet økologisk mel. Resultatet viser, at de bagte brød fra melblandingerne faktisk ikke er dårlige, men slår de mit eget reference brød? Svaret kommer lidt længere nede.

Parametre jeg har vurderet dem på:

Smag

Änglemark smager faktisk rimelig godt. Det er ikke et prangende brød, men ikke dårligt. Krummen og skorpen er ganske god, selvom der ikke er så mange lufthuller i brødet og det er lidt kompakt.

Mejnerts brød har en rigtig god smag, men jeg er ikke så vild med eftersmagen. Den er sådan lidt ”brændt” uden at jeg kunne sætte en finger ned på hvad det skulle være for brødet er ikke brændt ellers. Krummen er god og der er kerner i brødet som giver et godt bid. Der er ikke ret mange lufthuller i brødet.

Mit referencebrød var et jeg fandt på til lejligheden og jeg synes selv det har en rigtig god smag. Der er mange flere lufthuller i end i de to andre og krumme og skorpe er god.

Nemhed

Änglamark og Mejnerts brød er lige nemme at lave. Bland vand og gær, tilsæt melblandingen og rør det et stykke tid på maskinen. Ganske nemt.

Mit reference brød kommer ikke lagt efter de to blandinger i nemhed. Jeg har brugt lidt forskelligt mel og det tager naturligvis lidt længere tid at veje melet af, fremfor bare at hælde blandingen i. Jeg tilsatte også salt, men samlet set synes jeg faktisk ikke det er ret meget nemmere med en melblanding end at gøre det selv.

Udseende

Änglamark brødet ser rigtig fin ud da det er bagt. Nogle gange når man bager i en gryde bliver resultatet lidt spøjst, men dette blev godt.

Mejnerts brødet blev underligt i udseendet. Jeg ved ikke hvorfor og på et billede på deres hjemmeside ser der mere normalt ud. Men samlet set ligner det et mørkt rugbrød og ser slet ikke lige så indbydende ud som Änglamark brødet

Reference brødet ligner et rigtig fint hjemmebagt brød. Da jeg hældte det ned i gryden fik det fat i den ene side, men da gryden er ualmindelig varm gjorde jeg ikke mere ved det. Det har derfor en kant op i den ene side, så det trækker lidt ned.

Værdi

Änglamark koster 24,- Hvis man skal købe et godt brød hos en bager kommer man af med mere end 24,-. Brødet smager faktisk udmærket og ser fint ud. Jeg synes det blev lidt tørt på anden dagen, så det trækker lidt ned. Samlet giver jeg det 4 hævekurve ud af 6 mulige.

Mejnerts brødet koster 35,- og det synes jeg er i den høje ende for noget man selv skal lave. Til gengæld smager det faktisk udmærket og det er nok bare mig der har et problem med eftersmagen. Jeg kan godt lide der er kerner i, men synes det ser mindre indbydende ud end de andre to brød. Jeg giver det 4 hævekurve ud af 6 mulige. Smagen trækker op, udseende og pris trækker ned.

Mit reference brød har koster 16-18 kroner at bage, så ikke langt fra Änglamark og halv pris af Mejnert brødet. Brødet har lige så god smag som mejnerts brødet, men er mere luftigt og udseende er noget bedre. Jeg giver mit eget brød 5 hævekurve ud af 6 mulige. Man kunne mene at mit eget brød naturligvis skulle have 6 hævekurve, men det var et brød sat sammen af mel jeg lige synes jeg ville bruge og ikke specielt gennemtænkt. Jeg tror det vil være godt med nogle kerner, så der er plads til forbedringer.

Samlet konklusion

Min ide var at sammenligne gode melblandinger for at se hvad man får for pengene. For pengene kan det bedre betale sig at bage selv, men måske ikke alle ligger lige inde med mindst 10 slags mel som jeg gør og har man kun hvedemel og groft hvedemel, så ville man nok ramme tættere på de to melblandinger i smag osv.

Personligt vil jeg ikke købe disse melblandinger igen, men jeg kan godt se en ide i at og til at prøve noget andet end det man plejer at bage og i det lys kan jeg godt anbefale disse to melblandinger. Mejnerts giver den største smagsoplevelse af de to, men Änglamark ser visuelt bedre ud og koster 10-11 kr mindre.

Jeg synes naturligvis at man bør sørge for at man har 4-6 forskellige slags mel og prøve sig frem når der bages og det er stadig billigere at bage sit eget brød, også selvom man bruger økologisk mel i den lidt mere dyre ende.

Grydebrød - melblanding
De tre brød. Øverst er det Mejnerts, i midten mit eget og nederst er det Änglamark

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.