Lækre boller på manitoba mel som er tilsat tranebær og pecan nødder. Disse boller er perfekte til eftermiddags kaffen når der er gæster i weekenden. Udover at de er rigtig gode som manitoba boller, så gør tranebærrene og pecan nødderne at de får et ekstra pift og bliver mere eksklusive.
Jeg valgte at koldhæve dem natten over og efterhæve dem, da bollerne blev lavet dagen efter. Jeg lavede et forsøg dagen efter og det gav et godt resultat, så der er et tip længere nede omkring efterhævning. Opskriften tilsiger en italiensk tørret surdej, men jeg brugte min egen tynde surdej og har man ikke surdej, så kan de godt bages alligevel.
Der bliver 20-24 boller ud af denne opskrift og de kan laves med og uden en røremaskine.
- 620 g koldt vand – eller 720 g hvis man ikke har surdej
- 1 dl surdej – biga
- 20 g gær
- 0,5 dl olivenolie
- 21 g salt
- 1 kg manitoba mel
- 60 g pecan nødder
- 60 g tranebær
Fremgangsmåde
- Bland vand og gær så gæren er rørt ud
- Tilsæt surdfej og olien
- Tilsæt mel og salt
- Rør det sammen i 1 min ved lav hastighed
- Rør det i 4 min på mellem hastighed
- Rør det 3 min på høj hastighed
- Tilsæt pecan nødder og tranebær
- Rør det 1 min på mellem hastighed, indtil de to ting er rørt ind i dejen
Dejen ender op med at være glat og blank. Pecan nødderne kan enten skæres ud i små stykker eller bruges hele i dejen. Jeg synes det fungerer bedst at de er skåret ud i mindre stykker, så der er størst chance for at de bliver fordelt i alle bollerne. Hvis man ikke lige kan finde pecan nødder må man vælge andre slags nødder.
Da dejen var rørt færdig delte jeg den i to og lagde den i hver sin bøtte smurt med olie. Jeg delte den fordi var i tvivl om dejen ville hæve mere op end bøtten kunne rumme og så ville jeg prøve noget forskelligt med dejen når den var hævet natten over og i det ene tilfælde røre mindst muligt ved dejen.
Dejen hævede koldt natten over og hævede fint op.
Tanken med dejen var at dele det hele til boller. Den ene klump dej fik jeg nænsomt ud af bøtten og ganske forsigtigt skar jeg dejen ud til boller og satte dem på en bageplade hvor de hævede i 2 timer med et klæde over.
Den anden klump dej hældte jeg bare ud på bordet og så begyndte jeg at folde dejen ind over sig selv, så mange gange som den kunne klare det uden at den ”folder” sig ud igen. Da det var sket skar jeg ligeledes boller ud af dejen og satte dem til hævning i 2 timer på køkkenbordet med et klæde over.
Jeg hopper tilbage til at dejen lige er rørt
- Kom dejen i en oliesmurt bøtte eller skål og sæt den koldt natten over, eller bare i 8+ timer
- Tag dejen ud af køleskabet og fold dejen så meget som den kan
- Skær dejen ud til boller
- Sæt bollerne til hævning i 2 timer på køkkenbordet med et klæde over
- Tænd ovnen på 250 grader og sæt en bagesten ind hvis du har en
- Spray bollerne med vand eller drys dem med mel og sæt dem ind i ovnen
- Giv dem 5 min på 250 og sæt temperaturen ned til 230 og bag dem yderligere 8 minutter
Som jeg har skrevet før, så er ovne forskellige, så hold lidt øje med bollerne og bliver de for mørke, så skru lidt ned for ovnen i de sidste 8 min.
Hvis nu ikke man lige har to timer til efterhævning, så lad være med at folde dejen efter første hævning. Bollerne har brug for de to timer til at hæve op igen og selvom de hæver lidt op i ovnen, så vil de ikke blive ret store hvis man folder dejen meget lige inden de skal i ovnen.
Skriv gerne om dine erfaringer med disse boller, eller hvis du prøver andre kombinationer end pecan og tranebær på min facebook side